Historien om Kongeørnene i Lille Vildmose
I august 1995 sker det, at der er en Kongeørn der tager ophold i Lille Vildmose
ved Tofte Sø og Tofte Skov. Fuglen bliver i området helt frem til december samme år. Kongeørne i Danmark er ikke sjældne idet der hvert år trækker Kongeørne igennem Danmark til ynglepladserne i Skandinavien, men at der kommer en og bliver i flere måneder er noget ud over det normale.
Igen i efteråret 1996 fra september ses hele to Kongeørne i Mosen, igen ved Tofte. Denne gang er der tale om en voksen (adult) fugl og en ungfugl (immature). |
 |
I 1997 sker det helt utrolige, at en adult og en ungfugl (3K) ses i både Tofte og Høstemark Skov hele året. Nu er ornitologerne i Vildmosen virkelig spændte, for dette er helt exceptionelt. Så vidt videnskaben ved har Kongeørn ikke ynglet i Danmark i historisk tid. Der er aldrig fundet knoglerester eller andet der kunne tyde på, at Kongeørnen har ynglet i landet. Men alle der kender mosen mener, at netop dette sted kunne blive det første.
Året efter, 1998, ses igen en adult og en nu 4K ungfugl. Skal det være nu?
Nej. Først i 1999 ses med sikkerhed ynglende Kongeørn i Tofte Skov. Den 9. august observeres en ungfugl i skoven og den 24. og 29. august ses hele to ungfugle fra Tofte Sø. Den 4. september ses de to ungfugle sammen for sidste gang. Den ene ses igen 17. december, men den anden ses ikke igen og det er uvist hvad der er blevet af den.
Glæden er stor men der er naturligvis stadig spænding, om det bare var en enkeltstående succes eller om parret bliver. Men i 2000 får parret i Tofte Skov endnu en unge på vingerne. Den ses jævnligt fra den 24. august og året ud.
Igen i 2001 får parret i Tofte Skov en unge på vingerne. Den ses fra den 25. august. Dette år er der også en ungfugl der har taget ophold i Høstemark Skov. Den vurderes til at være minimum 2 år gammel.
I 2002 gentager parret i Tofte Skov succesen med endnu en udfløjen unger der ses fra den 18. august. Det er nu fjerde år i træk med ynglesucces. Lidt usædvanligt, for de store rovfugle kan sagtens finde på at springe et år eller to over, hvis forholdene ikke er optimale. Men det er de tilsyneladende i Lille Vildmose.
Ud over parret i Tofte Skov ses fra årets start 2 fugle i Høstemark Skov. Den ene er minimum 1 år gammel og den anden mindst 3. Skal der også komme ynglende Kongeørn i Høstemark kun nogle få km nord for Tofte?
Det næste år, 2003, bliver et utrygt år for observatørerne. Det gamle par i tofte der nu er henholdsvis 12 og 8 år gamle, ses sjældnere og sidste observation af begge fugle er den 30. juli. Der kommer for første gang ingen yngel ud af parret i Tofte. Så meget større bliver glæden, da de to fugle i Høstermark, der nu vurderes til 4 og 6 år gamle, den 6. september præsenterer en unge.
I 2004 ses den ene af de gamle fugle i Tofte hele året. Fra 15. februar og året ud ses endnu en 4-5 år gammel fugl. De to ørne ses sjældent sammen og danner tilsyneladende ikke par.
I Høstemark ses ungen fra 2003 helt frem til den 4. april. Parret i skoven får igen en unge på vingerne der ses flyve fra den 1. august. Ungen ses året ud.

Juvenil Kongeørn på Reden i Høstemark Skov. Foto Flemming Ahlmann
I 2005 ses de to ørne stadig i Tofte Skov men efter den 6. august er der ingen sikre observationer af den ældste af fuglene. En ungfugl max. 3 år gammel gæster området i august. I Høstemark Skov ses sidste års unge frem til den 5. marts. Parret i skoven får endnu en unge på vinger der ses flyve fra den 17. juli. Ungen ses i området året ud.
I Tofte ses den gamle fugl hele 2006. Den flyver 12. marts guirlande med en yngre fugl. Frem til oktober foreligger 10 iagttagelser af 2 fugle, men igen i år ingen yngel.
I Høstemark ses ungen fra 2005 frem til 29. januar. 1 år gamle fugle ses i marts/april og det kan være ungen igen eller en anden gæst. Op til 4-5 fugle ses i øvrigt i januar.
Parret i skoven får én unge, der ses flyvende allerede 6/7. Fuglen forsvinder bemærkelsesværdigt tidligt, idet sidste iagttagelse er 11/9. Der foreligger en enkelt iagttagelse fra oktober af 3 ad/imm. fugle.
I Tofte ses en (den) gammel fugl over Skoven frem til 7. april, men ikke herefter. Der er således den resterende del af året ingen stationære fugle i området for første gang siden 1996!
I Høstemark ses kun parret frem til, at årets unge ses flyvende 1. juli, hvilket er rekordtidligt. Denne fører herefter en næsten usynlig tilværelse og ses frem til ultimo oktober blot 7 gange trods mange observatører i området. Tre gange i starten af september ses en ungfugl ved Tofte Skov, som sikkert er samme?
En ungfugl der ses ved Hals Nørreskov kan muligvis værre denne, da der ved enkelte lejligheder i september er set 2 ungfugle sammen der. 22. oktober ses en ungfugl krydse Limfjorden mod syd.
Ynglestatus pr. 15. august 2008
Tofte Skov 1999-2002 et par producerede 5 unger.
Høstemark 2003-2008 et par har foreløbigt produceret 6 unger (1 hvert år).
Mariager Fjord 2006-2008 et par har fået 1 unge på vingerne første gang i 2008.
Hals Nørreskov 2006 - 2008 et par har fået 3 unger på vingerne (to i 2008)
Tofte Skov ingen stationære fugle
Høstemark En 8 år gammel han og en 10 år gammel hun, formentlig også ynglende i 2008.
|
Sidste opdatering27. august 2008
FIRE unger på vingerne fra tre par i 2008.
Følg med i observationer af Kongeørn i Nordjylland:
- 2008 - 2007 - 2006 - 2005 - 2004
- 2003 - 2002 - 2001 - 2000 - 1999
- 1998 - 1997 - 1996
Se fotos af Kongeørne på NETFUGL
Se ørnene på TV-2 Nord - Midt i Naturen
Klik på billederne hvis du vil se dem i stort format





|